Turisterhvervet i Danmark er overordnet inde i en god udvikling, og regeringens turismeudspil forudsiger en stigning på knap fire procent om året i omsætningen i erhvervet frem mod 2030.

For turismesituationen i Vestsjælland er der ifølge Holbæks turistchef Anne-Grete Sørensen tale om status quo eller en minimal nedgang i forhold til de foregående år.

Dette kan blandt andet skyldes det ustabile vejr i foråret og de første sommermåneder:

– Opgørelserne centralt hos VisitDanmark dækker ikke hele billedet, blandt andet medtages Airbnb og mindre overnatningssteder ikke. Alligevel tør jeg godt på nuværende tidspunkt konkludere, at der er et lille fald i overnatninger i årets første måneder, siger Anne-Grete Sørensen.

De typiske turister i Holbæk er danske familier, som overnatter på en af de tre campingpladser i kommunen: Tempelkrogens Familiecamping, Holbæk Fjord Camping & Wellness og Orø Strandcamping.

Hoteller, B&B, hytter og andre overnatningsmuligheder i den lidt mere luksuriøse ende af skalaen – for eksempel Hotel Strandparken, Bromølle Kro, Hørby Færgekro, Hotel Sidesporet og Hegnegården på Orø – repræsenterer i alt omkring 500 sengepladser.

Hvis man tager hele spektret med, kan man lige netop runde de 800. Og det slår ifølge turistchefen slet ikke til, hvis Holbæk skal være vært for større events.

– Jeg er lige nu i gang med at få et overblik over overnatningskapaciteten i forbindelse med en teaterfestival, som bliver afholdt i Holbæk i 2020. Her skulle vi gerne finde i alt 7.000 sengepladser fordelt over en uge. Det går nok lige denne gang, fordi en del af deltagerne er børn og kan overnatte på de lokale skoler, men på længere sigt kunne vi godt bruge et hotel mere i Holbæk, specielt til den lidt forsømte erhvervsturisme. Nu har vi jo fået flotte konferencefaciliteter på Vognserup Gods, og der er også Aggersvold, som ganske vist er til salg. Lige pludselig kan vi godt sige ja til en stor konference for 400 personer, men der mangler sengepladser, og de skal helst ligge samlet inden for kommunegrænsen

Kilde: Sn.dk