Pak bilen rigtigt, hav styr på dit dæktryk og lad være med at køre for stærkt er de bedste råd til at undgå farlige situationer

Sommeren er over os, og hvert år spænder mange danskere campingvognen bag på bilen for at køre på ferietur enten herhjemme i det danske sommerland eller på en længere tur til udlandet.

Selv om de fleste aldrig oplever store problemer, når de kører med anhænger bag bilen, så kan det faktisk være ganske farligt, som en video hos Ekstra Bladet viser.

I videoen ses det, hvordan en personbil med campingvogn spændt efter overhaler en lastbil, og under overhalingen begynder campingvognen at slingre.

Få sekunder efter holder firehjulstrækkeren på tværs af motorvejen med campingvognen i en mildest talt uheldig vinkel.

– Videoen er et rigtig godt eksempel på, når en campingvogn begynder at slingre. Det er noget af det værste, der kan ske, når man kører med campingvogn, siger Søren Holten Jacobsen, chefinstruktør hos FDM Sjællandsringen.

Hav styr på tre ting

Chefinstruktøren fortæller, at man for alt i verden skal undgå at komme i en situation, hvor campingvognen begynder at slingre, fordi det kan være meget farligt.

For at undgå slingrende campingvogne er der især tre ting, man skal have fuldstændig styr på, fortæller Søren Holten Jacobsen.

– Hastighed er essentielt i forhold til, om det går godt. Op ad bakke kan du i princippet køre næsten lige så stærkt, det skal være. Ned ad bakke kan det være farligt at køre stærkt, men generelt er det farligere, jo hurtigere du kører, siger han.

Men faktisk starter sikringen mod at undgå at komme i slinger med campingvognen allerede hjemme i indkørslen.

– Noget så kedeligt som dæktryk, skal man sørge for, er tilstrækkeligt højt. Hvis campingvognen har lavt dæktryk, så kan campingvognen glide fra side til side under kørsel, og så kommer den i slinger, siger Søren Holten Jacobsen.

Han oplever desværre ofte, at det er et punkt, som folk overser.

– Det er ærgerligt, for det betyder rigtig meget. Det skylder man sig selv at tjekke – især efter campingvognen har stået en vinter over, hvor den kan have tabt meget luft, siger han.

Det sidste element, som kan være udslagsgivende for, hvor levende campingvognen føles under kørsel, er selve pakningen.

– Folk læsser og pakker ofte i forhold til, hvor det er praktisk at have tingene, når man kommer frem til sin destination. Men det er forkert. Man skal have vægten om foran i campingvognen. Kiloene ude foran er fuldstændig afgørende for stabiliteten, siger han.

Man kan ifølge ham selv måle, om man har kilo nok fremme foran i campingvognen.

– Kugletrykket – altså de kilo, der trykker, hvor man spænder campingvognen på bilens anhængertræk, skal være fem procent af campingvognens samlede vægt, lyder rådet fra Søren Holten Jacobsen.

– Smid forteltet om foran i campingvognen, og placer tingene i bunden, hvis det er muligt, siger han.

Hvis uheldet er ude
Hvis du kommer kørende, og du kan mærke, at campingvognen begynder at slingre, må du ikke begynde at bremse.

– Så risikerer du at komme til at slingre mere i stedet for. Vi råder folk til at fortsætte med neutral gas. Det vil sige, at man hverken skal accelerere eller bremse ned, men i stedet fortsætte med samme fart og så forsøge at holde bilen og campingvognen så godt i ro, som man overhovedet kan, råder Søren Holten Jacobsen.

– Hvis du først begynder at accelerere for at trække campingvognen fremad, kører du jo stærkere og stærkere, og går det så alligevel galt, sker det med højere fart, siger han.

– Det bedste råd er aldrig at komme i slinger ved at følge de tre andre råd, siger han.

Kilde: Ekstra Bladet