Foreningen Dansk Cykelturisme har udsendt et nyhedsbrev, hvilken kan læses herunder:

Kvalitetstjek af cykelruter
Vores rutetester Andrew er nu næsten i mål med at teste 1.500 km nationale cykelruter. Som forventet har skiltningen mange steder ladet meget tilbage at ønske, og der har også været strækninger, hvor selv en stærk mountainbiker som Andrew har været helt nede på den lille klinge. Men trods knasterne på vejen har det ikke skortet på gode cykeloplevelser. Ifølge Andrew venter der alle, der kaster sig ud på et cykeleventyr på en af de testede ruter, nogle fantastiske naturoplevelser.

I løbet af efteråret indkalder vi alle kommuner på ruten til møder, hvor vi gennemgår vores observationer.

Som en del af projektet indkalder vi også alle kommuner på national rute 4 mellem København og Søndervig til et møde om rutens fremtid. Et vigtigt punkt på dagsordenen er at få drøftet en ny forbindelse mellem Sjælland og Jylland. Den nuværende rute går stadig via Kalundborg-Aarhus, selv om færgeforbindelsen blev indstillet tilbage i 2013. En mulighed kunne være at lade Samsø være trædesten på ruten.

Se alle nationale ruter her. Vi har kvalitetstjekket N3 (fra Funder Kirkeby til Padborg), N5, N9 (fra Helsingør til København) og N12.

Mere viden om danske cykelturister
I et projekt, som er finansieret af Udlodningsmidler til Friluftslivet, gennemfører vi her i efteråret en panelundersøgelse for at blive klogere på danskernes cykelaktiviteter på ferien. Vi vil bl.a. gerne vide, hvor og hvor langt de cykler, hvilke værktøjer de anvender før og under cykelferien, hvordan de overnatter og meget mere.

YouGov gennemfører undersøgelsen for os, og vi forventer at kunne fremlægge resultaterne sidst på året.

Anerkendelse til Fyn
Den international cykelunion UCI har udnævnt Fyn til UCI Bike Region. Titlen bliver givet til byer eller regioner, der har særligt klare strategier for at udvikle cyklismen, og Fyns 1.200 km cykel- og supercykelstier har gjort indtryk.

Udnævnelsen fik TV2 Fyn til at invitere Anne Høyby fra Destination Fyn Klyngen i studiet. Du kan se indslaget her.

Cykelpuljen er åben igen
Vejdirektoratet har åbnet for ansøgninger til en ny cykelpulje på 100 mio. kroner.

Både kommuner, organisationer og private virksomheder kan søge om tilskud til projekter, som har til formål at forbedre forholdene for cyklister. Ansøgningerne skal ligge inden for følgende temaer:

  • Cykelbyer
  • Cykling til skole og fritid
  • Supercykelstier og cykelpendling
  • Rekreativ cykling og cykelturisme
  • Udviklingsprojekter.

Ansøgningsfristen er den 2. oktober 2017 kl. 12.00. Læs vejledningen her