De seneste år har campingpladserne i blandt andet Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn kommuner oplevet stadig færre gæster og overnatninger. Nu går de tre kommuner sammen om at vende udviklingen.

For at stoppe dette fald og udvikle campingoplevelsen, så der igen kommer flere campister, vil Jammerbugt Kommunes erhvervskontor, Vækst, sætte et nyt forløb i gang medio september sammen med de øvrige to kommuner.

Campingsektoren bidrager med cirka to millioner overnatninger årligt i Nordjylland, men de tre kystkommuner – Jammerbugt, Hjørring og Frederikshavn – har i perioden 2012 til 2015 tabt cirka 125.000 overnatninger. Det svarer til et fald i omsætningen på 55 til 60 millioner kroner om året og et farvel til mellem 60 og 65 job.

Forløbet er åbent for deltagelse af alle campingpladser i Nordjylland, og målet er igen at skabe vækst i den nordjyske campingsektor, som er et vigtigt produkt i nordjysk turisme.

– Vi skal se på de forskellige koncepter og produkter samt muligheden for fornyelse og forbedre produkterne, for eksempel inden for hyttesegmentet. Hvilke typer hytter bliver efterspurgt, forklarer Anders Stryhn chef for Vækst Jammerbugt.

– Der er også en ny type glamourøs camping på vej, kaldet glamping, med feriemuligheder af meget høj kvalitet. Eller man kan leje et fuldt møbleret telt, så man ikke behøver at skulle eje en masse udstyr, eller tage det med hjemmefra, men alligevel kan få campingoplevelsen i et telt, tilføjer han.

Andre muligheder er, at pladserne udnytter lige netop deres specielle placering i landet og den omgivende natur.

– Nogle pladser er allerede i gang med tilbud om udendørs aktiviteter. Andre pladser er placeret i sommerhus områder, og det kan udnyttes til at blive et knudepunkt for ejere og gæster i sommerhusene, så de lægger penge i pladsens butik, betaler for at bruge swimmingpoolen eller at deltage i børneaktiviteter på pladsen, siger Anders Stryhn.

– Endelig bliver vi også klogere hen ad vejen, når ejerne og forpagterne af campingpladserne kommer med deres råd og erfaringer.

Og forløbet kommer netop til at handle om udveksling af erfaringer og muligheder samt at inspirere hinanden.

– Vi mødes til en række seancer om campingsektoren, og mellem møderne er der et online forløb, hvor man for eksempel kan se film med forskellige folk arbejde med innovation og udvikling af koncepter, ligesom de lokale erhvervskontorer vil stå klar med hjælp, siger Anders Stryhn.

Projektet er støttet med 284.000 kroner fra de 11 millioner kroner, som erhvervsministeriet netop har uddelt via landdistriktspuljen.

Kilde: Fjerritslev Ugeavis