Trods det drilske danske sommervejr, så har såvel danske som udenlandske turister alligevel haft mod på at dyrke campinglivet. Sådan lyder det på flere campingpladser, hvor man dog stadig håbet på en god varm sensommer i august.

Den danske sommer er svigefuld, og faktisk har vi i juli i år ikke haft en eneste rigtig sommerdag med over 25 graders varme og skyfri himmel.

– Vejret har ikke formået at skræmme vores gæster væk. Faktisk ligner det at det bliver en ganske fornuftig sæson. I hvert fald noget bedre end den vi havde sidste år, som jeg ville betegne som middelmådig.  siger Torben Berner fra Vesterlyng Camping

Alle campinghytterne på Vesterlyng Camping er udlejet, og det samme gælder de fleste af de campingvogne, som man kan leje sig ind i på pladsen.

– Vi har gjort en ekstra indsats for at tiltrække gæsterne. Især har vi fokuseret på aktiviteter for børn og børnefamilier, og det mener jeg, er en af grundene til de forholdsvis høje besøgstal, udbyder Torben Berner.

Netop børnefamilier er også noget af det, der satses mere bredt på hos turistorganisationen Visit Vestsjælland.

– Vi forsøger at henvende os til kvinderne ved at brande Vestsjælland som et sted for genopladning. Det er nemlig ofte er kvinderne, der tager beslutningen omkring familiens ferie, siger konstitueret direktør i Visit Vestsjælland Anette Moss.

Kalundborg Camping ved Saltbæk er meldingen omtrent den samme, som på Vesterlyng Camping.

– Vejret kunne selvfølgeligt have været bedre, og der er da ledige pladser rundt omkring på campingpladsen, men i det store hele ser det meget fornuftigt ud, fortæller Dorthe Pedersen fra Kalundborg Camping.

– Udover de danske gæster, så har vi en del gæster fra Holland og Tyskland, og også en gruppe fra Færøerne. Sjovt nok så er det kun danskerne som brokker sig over vejret. De udenlandske gæster tager det med oprejst pande, griner hun.

Dorthe Kristensen, lejrchef på Bildsø Camping ved Slagelse, kan heller ikke aflæse den kedelige sommer i antallet af gæster på pladsen.

– Det går godt. Her er fuldt belagt. Vejret betyder ikke noget, for sådan er campister, fastslår hun.

Blandt campisterne på Bildsø Camping er, ud over danskere både hollændere, nordmænd, schweizere og tyskere, en hel del vikinger. Det er nemlig ikke alle deltagere i vikingefestivalen på Trelleborg, der bor på vikingeborgen ved Hejninge.

Alt i alt tyder sæsonen 2017 på at ligne foregående år. Bortset fra at Dorthe Kristensen i år ofte hører fra gæster fra det nordlige Europa, at de i år har valgt at køre nordpå i stedet for til Sydeuropa på grund af frygten for terror i Sydeuropa.

Kilde: Sn.dk