Foreningen Business Djursland inviterede Norddjurs Kommunes erhvervsudvalg til dialogmøde for at fortælle om deres vision 2020.

I februar 2017 blev de to erhvervsforeninger Djurslands Erhvervsforening og Syddjurs Erhvervsforening til Business Djursland. Sammenlægningen skete, da de to erhvervsforeninger kunne se et stort potentiale i at fusionere. Erhvervslivet vil ganske enkelt stå stærkere på hele Djursland.

– Business Djursland er lig med vækst. Vi er en forening, der udvikler mennesker, virksomheder og deres relationer og hjælper hinanden, fortalte formand for Business Djursland, Bjarne Nielsen, til Norddjurs Kommunes erhvervsudvalg, der var inviteret til dialogmøde på Auning Campingplads for at høre mere om den nye forening. Og Business Djursland har store ambitioner, og samarbejde er en af hjørnestenene i foreningen, der på nuværende tidspunkt har 369 medlemmer:

– Vi ved, at hvis vi for alvor skal skabe vækst og udvikling på Djursland, skal vi samarbejde med andre erhvervsrelaterede foreninger, sagde Bjarne Nielsen.

Vil lave partnerskaber

Borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen hilste den nye forening velkommen og udtalte på mødet:

– I står stærkt, fordi I har en bred dækningsgrad på hele Djursland. Vi vil det samme med Djursland, nemlig skabe de bedste rammer for erhvervslivet og derved skabe vækst og arbejdspladser. Derfor glæder vi os til at samarbejde med jer.

Business Djursland fortalte erhvervsudvalget om fem veje til at nå foreningens ambitioner. Foreningen vil bl.a. gerne indgå partnerskaber med kommuner, erhvervsfremmeaktører og andre erhvervsforeninger.

Mere turisme

Formand for Business Djursland, Bjarne Nielsen, var på hjemmebane til mødet. Han er nemlig indehaver af Auning Campingplads, hvor dialogmødet fandt sted. Han oplever selv i en dagligdag, hvor langt man kommer, når man samarbejder med hele lokalområdet om at tiltrække flere turister.

– Vi har ikke nogen luksusplads, men vi synes, at det er Danmarks hyggeligste campingplads. Pladsen ligger ude i skoven midt i byen, og nu har vi bevist, at en campingplads ikke behøver at ligge ved vandet, forklarer formanden.

Djurs Sommerland trækker også mange gæster til. Derfor har pladsen investeret i mange stationære udlejningsenheder, som man i højsæsonen kan leje på dagsbasis.

Kilde: Århus Stifttidende