Den bedste campingferie starter derhjemme. Der er nemlig rigtig mange ting, man skal forberede sig på og sætte sig ind i, inden man kører ud på den åbne landevej. Du finder her de bedste råd til, hvordan familien får den absolut bedste campingferie.

Der er rigtig mange ting at have styr på, når man skal på campingferie. Det er derfor vigtigt, at man forbereder sig godt og gør alt det nødvendige forarbejde, der skal til for at få den bedst mulige campingferie. Her er de bedste råd.

Få styr på campingpasset

Skal du på campingferie, bør du først og fremmest have et campingpas. De fleste danske campingpladser sælger campingpas på selve pladsen, men de kan også købes online. Der er også en lang række campingpladser i Sverige, hvor campingpas er obligatorisk, mens der andre steder i udlandet gives rabat ved fremvisning af et campingpas.

Det er ikke alle campingpladser, hvor det påkræves, at man har et campingpas, men det er som udgangspunkt godt at have. Det fungerer nemlig blandt andet som dit ID-kort på campingpladsen, og du behøver derfor ikke at aflevere dit rigtige pas. Reglerne er dog på dette område forskellige fra lande til land.

Planlæg ruten hjemmefra

Du behøver ikke planlægge din rute ned til mindste detalje, men det er altid en god idé at forberede dig nogenlunde på, hvor turen skal gå hen. På den måde har du mulighed for at nærstudere de forskellige destinationer hjemmefra. Inde på danskecampingpladser.dk finder du alle de godkendte campingpladser i Danmark. Her finder du ligeså pladsernes overnatningspriser, stjerner, kvalitetssøjler, særlige temaer, eksempelvis hvis du ønsker fred og ro på ferien eller at der er heste på pladsen, og meget mere.

Hele familien skal først og fremmest blive enige om, hvor I har lyst til at holde ferie. Hvis I planlægger at tage på ferie i højsæsonen, kan det være en fordel at ringe og booke plads på campingpladsen inden afrejse.

Få styr på papirarbejdet og vejafgifter

Når du på forhånd ved, hvor turen går hen, er det nemmere at finde gode råd om, hvad der skal betales af forskellige former for tunnel-, vej- og broafgifter. I mange europæiske lande skal du nemlig betale motorvejsafgifter for at få lov til at køre på vejene.

Hvis du skal køre i Schweiz, skal du eksempelvis have et motorvejsmærkat til både bil og campingvogn. Nogle lande har også et krav om, at du har to advarselstrekanter med, når du eksempelvis kører med anhænger.

En anden vigtig ting, når du kører afsted på campingferien, er at have alle papirer og dokumenter i orden. Eksempelvis er det vigtigt, at du medbringer registreringsattest på både bil og campingvogn på hele turen.

Husk i øvrigt at campingpasset i Danmark – og mange andre lande – fungerer som gyldigt ID-bevis, som skal afleveres ved ankomst på campingpladsen.

Hold øje med campingvognens vægt

Det kan være fristende at udnytte alt den ekstra plads i campingvognen til at pakke alt det, du synes, skal med på ferie. Men vær opmærksom, når du pakker vognen, så du ikke kommer til at overskride vognens maksimale vægt.

Første gang du pakker campingvognen, er det derfor vigtigt at du vejer alle de ting, du pakker i campingvognen. Mange bliver overrasket over, hvor meget en vogn i virkeligheden vejer, i forhold til hvad man troede. Den højere vægt opstår ofte, når vognen udstyres med komfort-udstyr, som vejer mere, end hvad producenten har oplyst som vognens standardvægt.

Det kan være fristende at tage de samme ting med, som I plejer at bruge derhjemme, men der er mange fordele ved at købe specielt campingudstyr. Det vejer og fylder mindre og har som regel sværere ved at gå i stykker, da det ofte er lavet af forskellige plast- og letvægtsmaterialer.

Ved at føre det på en pakkeliste kan du fra gang til gang se, hvor meget vægt du pakker i campingvognen.

Sørg for at campingvognens vægt er i balance

Campingvognens tyngdepunkt skal ligge så lavt som muligt og helst lige over akslen. Det giver nemlig de bedste køreforhold og dermed en højere sikkerhed under kørslen. Derfor skal du placere de ting, der vejer meget – eksempelvis fortelt og teltstænger – lige over campingvognens aksel.

Dette skal tages meget seriøst, da en campingvogn, hvor tyngdepunktet ligger højt i vognen, hurtigt bliver meget ustabil og let kommer til at slingre.

Du skal også huske at holde øje med, at der er vægtbalance mellem højre og venstre side i campingvognen. Nogle campingvogne er designet med både køkken og bad i samme side, så der skal muligvis kompenseres for dette under pakningen.

Husk at tage højde for fyldt vandtank og eventuelt også spildevandstank.

Kugletrykket skal være korrekt

At holde øje med kugletrykket på campingvognen er også vigtigt. Det er samtidig også et emne, der er ligeså mange meninger om, som der er sandkorn i en sandkasse.

Et for højt kugletryk mindsker forhjulenes vejgreb, hvilket særligt har betydning ved igangsætning på glat eller løst underlag. Et for lille kugletryk kan få campingvognen til at ligge uroligt på vejen og sænke den kritiske kørehastighed, hvormed campingvognen kan gå i slinger.

Sørg for et så stort kugletryk som muligt, men overskrid ikke hverken campingvognens eller bilens øvre grænse for, hvor stort kugletrykket må være. Dette vil give dig de bedste køreforhold. Det er i det hele taget vigtigt, at bil og campingvogn passer samme.

Sådan pakker du campingvognen rigtigt

Pak logisk og praktisk, og tænk – som sagt – over vægtfordelingen i campingvognen. En god regel er, at de tunge ting skal pakkes i bunden af campingvognen, mens de lette ting skal placeres i overskabene.

Ting som konserves, gryder, bøger, drikkevarer, tasker med tøj og møbler skal placeres i underskabe. De lettere ting som service, papir, viskestykker, klude og spil skal pakkes i overskabene.

Når hunden skal med på campingferie

Hvis familiens kæledyr skal med på ferie, er det også en rigtig god idé at sætte sig ind i et par ting i denne sammenhæng.

Der er nogle campingpladser, hvor det ikke er tilladt at medbringe hunde. Derfor er det vigtigt, at du undersøger, om hunden overhovedet må opholde sig på de campingpladser, I har udset jer. Campingpladser, hvor dyr er velkomne, kan findes ved at trykke her.

Hvad skal hunden have pakket med? Det er ikke kun jer, der skal have en ferietaske med. Overvej hvilket legetøj, hundemad, hundesnor og kurv, der er nødvendigt at medbringe på ferien.

Når du skal rejse med din hund, er det også vigtigt, at du har styr på ting som hundens pas. Jep, din hund skal nemlig også have et pas.

Få dit vogntog “Tempo 100”-godkendt

Siden d. 1. juli 2016 har det været muligt at søge om Tempo 100-godkendelse i Danmark. Med godkendelsen må du køre 100 km/t med campingvogn eller trailer på motorvejen og 80 km/t på landeveje og motortrafikveje.

Godkendelsen er inspireret af den tyske tempo 100-godkendelse, men da Danmark og Tyskland endnu ikke har anerkendt hinandens Tempo 100-regelsæt, kræver det, at du tilegner dig begge godkendelser, hvis du ønsker at gøre brug af reglerne i begge lande.

Med tempo 100-godkendelserne kan du komme hurtigt igennem Danmark og Tyskland og videre til din ønskede destination. Samtidig behøver du ikke bekymre dig om, hvorvidt du sænker trafikken på motorvejen.

Kilde: Bil Magasinet